I designdelen bør tages højde for både det æstetiske og det funktionelle, hvis man vil skabe et fantastisk design. En æstetisk smuk og/eller interessant stol kan være udmærket at have stående til pynt i hjørnet af stuen, men det er først når den også er mulig og behagelig at sidde i, at den kan betragtes som godt design. Det designede skal altså ikke kun være æstetisk tilfredsstillende (hvis ikke vi taler om pyntegenstande), men også opfylde sit formål tilfredsstillende. Især den æstetiske del er relativ, da den afhænger af øjnene der ser.
Når designet er på plads kan håndværket begynde (skarpt sat op. Ofte er processen lidt mere flydende, men de store træk bør være på plads...). For at fremstille et godt stykke håndværk må man have en viden om det materiale man arbejder i samt mestre de teknikker, der skal bruges i en bestemt fremstilling. Derudover er det vigtigt at der er kælet for detaljerne, så det færdige produkt ikke kun er holdbart og brugsklart, men også har en lækker finish.
Et par eksempler:
Thermokrus. Æstetik: kedelig Funktionalitet: Det kan bruges, men er langt fra optimalt.
Holder godt på varmen og er ikke varmt at holdes på. Til gengæld er lukkemekanismen virkelig ringe og det er utæt i samlingen mellem lagene, hvilket gør rengøring besværlig. Eftersom det er et masseproduceret krus vil jeg ikke kommentere på håndværksdelen.
Stedet hvor laderstikket sættes i mobiltelefonen. På min søns Android telefon sættes laderstikket i siden. Som han siger er det ikke helt gennemtænkt, da det også gør at hvis den skal sættes til en afspiller, skal den sættes i på siden. Desuden er stikket dækket af en plastikdut, der meget nemt går i stykker og eftersom den er sat på i første omgang, må man gå ud fra at der er behov for den. Ikke helt gennemtænkt!
Hånddrejede messings lysestager. De trænger godt nok til en pudsning, men er helt klart blandt mine yndlingslysestager. De er meget enkle, materialet er lækkert, håndværket smukt udført, nemt rengørlige og vigtigst af alt er de fuldt ud funktionelle.


Ingen kommentarer:
Send en kommentar